Et nyt liv begynder

Fem søstre

 

Kapitel 11: Et nyt liv begynder

Alev og Aliye krøllede sig sammen under et tæppe, da de blev vækket tidligt om morgenen, ved at deres forældre rumsterede rundt for at forberede deres afrejse. Sengetøjet blev igen rullet sammen i pakker, og familien spiste resten af den medbragte mad. De var tilbage på stationen, før solen stod op. Salih og Ridvan havde sovet ved siden af deres ejendele, efter at have spist noget fra den lille stationscafé. Nu gik de ud for at finde noget at spise igen, og en gadesælger serverede varm te til familien.

Mens lyset flød ind i verden, ankom deres bus, og denne gang var der pladser til dem alle, da de steg om bord. Der var fire timers kørsel til Cansu, men da hun havde sovet godt, nød Aliye at kigge ud på sceneriet, der passerede forbi dem. Hun kunne se, at selv om høje snedækkede bjerge omgav landskabet, så var dette land meget ander­ledes end deres egen ujævne bjergregion. Den mest fantastiske ting var søen Vans store flader, der strakte sig helt til horisonten.

Mere end to timer kørte de langs den store vandmasse. Det var mere vand, end hun nogen­sinde kunne have forestillet eksisterede i hele verden. Det glimtede i farver af blå, klar tyrkis og mørk akva­marin, der gik over i mørkt blågrønt på afstand. Små krusninger af skinnende hvidt toppede bølgerne. Det var som om, det ikke havde nogen ende, men gik så langt, hun kunne se, ud mod den blå himmel, en tydelig linje af forskellige nuancer af blåt, der markerede hori­sonten. Det var en klar solskinsdag, og den sydlige bred, som de lagde bag sig, syntes at ligge tæt op af de høje hvide bjerge. De falmede bort med afstanden, indtil de blev til blege blå skygger, der smeltede sammen med skyerne. Da hun så tilbage i den retning, de var kommet fra dagen før, kunne hun se en fjern mur af savtakkede toppe, som hun vidste var bjergene hjemme. Det vil sige hendes tidligere hjem, rettede hun sig selv. Der var ikke længere noget hjem.

Til sidst drejede vejen mod nord, og de lod søen bag sig. Landet var fortsat mindre bjergrigt, end havde hun var vant til. Hun elskede, at hun kunne se langt udover de bløde bakkede marker, og på bittesmå flokke af får og uanseelige huse. Hun morede sig med at forestille sig, at det var deres slægtninges huse, og at de bød familien velkommen og lod dem spise, og bad dem blive for at arbejde i det vide åbne land omkring deres hus. Når der er så meget land, må der være nok til alle, tænkte hun. Spredt i mellem hvedemarkerne var der frugtræer, pletter af pløjet bar mark, der så mørk og rig ud, og grønne græsgange hvor flokke af får græssede. Hver af de små flokke blev vogtet af en eller flere hyrder, og af de kæmpestore kraftige hyrdehunde, der kaldes Kangal.

Bussen stoppede én gang, for at de kunne holde pause og få forfriskninger. Alle forlod bussen og gik på toilettet, og spiste derefter den enkle mad, man kunne købe i restauranten. De afsluttede med et glas te. Det var første gang, børnene nogensinde havde spist varm mad på et offentligt sted, tilberedt af en anden end deres mor. Aysel var nervøs over det først, men bestemte sig for, at det havde været rigtig lækkert.

Tidligt om eftermiddagen ankom de til Cansu. Igen ventede fami­lien anspændt ved siden af deres bunke af ejendele. Denne gang havde de forladt busstationen og sat sig i en lille park på den anden side af vejen. Burhan tog afsted sammen med Ridvan, for at se om de kunne finde nogen, som måske huskede deres bedstefar, eller kendte fami­lien, og lod Salih blive tilbage for at holde øje med kvinderne. Inden længe ilede adskillige mænd ind i byens midte, omfavnede Burhan, kyssede hans kinder og klappede ham på ryggen. De præsenterede sig som Burhans grandonkels sønner, Yashar og Elbil, og deres sønner. Deres velkomst var varm, og snart var familien blevet samlet op med alle deres tasker og pakker og bragt til et stort toetages hus i udkanten af byen, hvor familiens patriark ventede på dem. Det var Burhans 87-årige grandonkel Rakim.

Burhans familie blev ledt indenfor og hilst velkommen af en stor forsamling. De viste deres respekt for Burhans ældre grandonkel, overrasket over at finde ham rødkindet og i godt humør, selv om han var bundet til sin stol på grund af gigt. Så blev der serveret te for mændene og derefter varm mad. Kvinderne og børnene gik ind i et andet stort rum, hvor de fik våde tørklæder at vaske sig med og derefter forfriskninger. Gamle onkel Rakims svigerdøtre var begge to venlige livfulde kvinder, Shariye var tyk og Yagmur tynd. De for omkring og gav ordrer til de mange døtre og svigerdøtre, så de på samme tid kunne servere for mændene, og gøre det behageligt for familiens nye kvinder.

De venlige kvinder gjorde det klart for de trætte flygtninge, at de ikke bare havde fundet husly, men et nyt hjem. De brugte de næste timer på at gøre sig bekendt med deres nye slægtninge. De gamle familiemedlemmer sad sammen og sporede familiens historie tilbage i dens to forgre­ninger og deres mange opsplitninger og alliancer. Ikke engang Rakim huskede, hvilket problem der havde fået Burhans bedstefar til at rejse, men de var alle enige om, at det var godt, at fami­lien var samlet igen. Bagefter samarbejdede kvinderne om at tilberede et måltid. Mændene fik først, og da de var færdige, spiste kvinderne og børnene. Der var nok til alle.

Aliye blev opmærksom på, at mændene havde forladt huset, efter de havde spist, og at de var væk et stykke tid. Aysel sagde, at mændene var gået til landsbyens hamam, det offentlige bad. Hun samlede rent tøj sammen til sig selv, lille Osman og til pigerne, og sagde til dem, at de også skulle have bad. Ligesom i deres eget hus, var der heller ikke rindende vand i dette. I stedet var en stor tank i det nederste baderum til stadighed fyldt med vand, som blev opvarmet af en ild under tanken. Man badede ved at overhælde sig med varmt vand, der løb ned på det flisebelagte gulv. Derefter sæbede man sig ind, og skyllede sig igen med vand fra tanken. Mens alle mændene var ude af huset, kunne kvinderne og børnene bade på skift og tage rent tøj på.

Efter badet gik de tilbage til det varme kvindeværelse, og fik te med kager. Senere hjalp Aliye og Alev Kader og deres mor med at lægge sengetøj ud i et værelse ovenpå. De var alle meget trætte, især de mindre børn var udmattede, og kom i seng først.

De lå alle godt tilrette, rene og mætte, da Alev og Aliye hørte deres far og brødre komme tilbage. Alev lyttede, mens mændene talte sammen til ud på natten, og følte sig tryg ved deres stem­mers rolige mumlen. Hun mærkede, at de havde fundet et sted, hvor de kunne slå sig ned, hvor der var familie der kunne hjælpe. For første gang, siden partisanerne var kommet til deres landsby, kunne hun slappe af. Først nu indså hun, hvor angst og bange hun havde været. Med et dybt suk gabte hun og faldt i en dyb søvn.

Det var ikke lige så nemt for Aliye. I lang tid lå hun vågen, og forsøgte at være stille uden at forstyrre de andre. Når hun lukkede øjnene, kørte der billeder rundt af landsbyen, der blev bombet, den overfyldte bus, hotellet, og vejen der åbnede sig foran bussen fra Van. Det prikkede i hendes hud, og hendes lemmer ville hele tiden spjætte.

Hun forsøgte hårdt at få de dårlige tanker ud af hovedet. I stedet prøvede hun at tænke på de gode ting som for eksempel røgen, der kom op fra husene, da de ankom til granonkel Artos landsby, og plud­selig huskede hun drengen, der smilede til hende, da de ventede på bussen. Han havde pæne øjne og et sjovt smil, og han havde kigget på hende hele tiden. Hun sukkede og ønskede, at der kunne have været lidt mere tid. Hun kendte ikke engang hans navn, og desuden, sagde hun vredt til sig selv, ville de aldrig komme til at se hinanden igen.

Forsigtigt vendte hun sig igen på måtten. De lå så tæt, at hun bumpede ind i Alev, der til gengæld også vendte sig om. Den forskel­ligartede snorken fra hendes forældre fyldte luften. Hendes far lød som noget mellem en trompet og naboens gås der skræppede, hendes mor mere som en luftig fløjte. Tante Kader lavede en lille raslende spinden med hvert åndedræt. Hun kunne høre snorken fra deres onkels familie komme ud fra de andre værelser. Det var nærmest som en mose fuld af frøer, tænkte hun med en halvkvalt fnisen.

Overrasket gik det op for hende, at hun følte en lethed, større end hun havde oplevet i mange måneder før angrebet på deres landsby. Hun havde følt sig fanget i landsbyens rutiner uden mulighed for at undslippe, men nu var alt anderledes, nu ville hun måske med fami­liens nye situa­tion finde en løsning på sine problemer. Hun gabte og mærkede, at hun nu også var klar til at sove.

Om morgenen stod de alle tidligt op. Huset vrimlede med menne­sker i alle værelser. Udenfor var himlen tung og overskyet, og små skarpe byger med slud piskede ned en gang i mellem, men indenfor var der varmt. Efter at have serveret for mændene, spiste kvinderne sammen og hyggede sig i hinandens selskab. Børnene legede på gulvet mellem dem, og det var som om, de havde kendt hinanden hele deres liv.

Burhan havde fået at vide af sine slægtninge, at der var en tom gård udenfor landsbyen, som var i familiens eje. Det var et gammelt hus, der trængte til at blive udbedret, men det ville være til at leve i. Der var ingen kilde på gården, men der var ikke langt til landsbyens brønd. Kvinderne kunne bære vand. Der ville være lønnet arbejde at få for Burhan og drengene, når forårssåningen satte ind. Kvinderne kunne tilså deres egne marker og køkkenhave.

Burhans familie blev boende i Rakims hus endnu tre nætter, mens de rengjorde og reparerede deres nye hjem. Da det gamle hus var blevet pænt og rent, flyttede de deres få ejendele og sov for første gang i huset. Rakims venlige familie forsynede dem med ekstra sengetøj, så de alle kunne sove varmt. I landsbyen købte de nye gryder og fade.

De havde rejst langt nordpå fra deres gamle hjem, og vejret var koldere, end de var vant til. Indtil jorden tøede op, var der ikke meget de kunne gøre for at klargøre køkkenhaven, så de måtte leve af meget lidt, og prøve at gemme de få penge de havde. Pigerne havde sammen med Kader og Aysel travlt med at strikke og væve nye kludetæpper til gulvene, mens drengene brugte deres tid sammen med faren i byen.

Hassan og Kadir ankom med et halvt dusin får og et dusin geder samt deres æsel. Koen og kalven havde de mistet, sikkert til soldaterne tænkte de. Alle deres høns var blevet taget af partisa­nerne, men de kunne købe nogle unge høns fra en nabo. Snart ville de have æg igen.

Da vejret blev varmere, så de til deres glæde at adskillige frugt­træer omkring huset blom­strede. Vilde blomster var der alle vegne, og pludselig lyste gården rundt om deres hus i mange farver. Markerne var store i dette åbne land, og drengene blev hyret til at hjælpe med læmning og såning, og hjembragte dyrebare kontanter. Bagved huset gravede de en stor køkkenhave, og såede tomater, bønner, pebere og løg. Da der ikke var vand i nærheden, måtte pigerne gå til brønden og fylde store plastikflasker i én uendelighed. En mark ved siden af huset blev af sig selv grøn med hvede på grund af de frø, der lå tilbage fra tidligere år, og familien planlagde at høste det, så de kunne supplere det korn, de havde gemt. Siden ville de dyrke marken. Efterhånden som dagene blev længere og varmere, begyndte familien at få håb og tillid til fremtiden på grund af det nye liv, der sprang frem alle vegne omkring dem. Dagene var lange og hårde, men det så ud til, at de havde overlevet, og at de ville trives.

 

Tilbage i landsbyen, hvor Burhans familie havde fået midlertidigt husly, forlod drengen Kerim, som Aliye stadig drømte om, sit hjem for at tage på et langt farligere eventyr. Sammen med sin bror Mohammet samlede han ubemærket noget tøj sammen midt om natten. I køkkenet tog de noget ost, nogle oliven og et par stykker nan, og pakkede det i tøj, som Kerim puttede ned i sin oppakning.

Han hadede at skulle forlade sin familie, men han vidste, at poli­tiet var for tæt på. De ville blive mistænksomme på grund af hans hyppige forsvinden fra landsbyen og udspørge hans familie, men hvis de tog ham og torturerede ham, indtil han tilstod, så ville familien komme til at lide endnu mere. Mændene ville med sikkerhed blive tortureret. Fire af hans venner var allerede forsvundet, og de var måske blevet tvunget til at angive ham, selv om han ikke troede, at andre end hans brødre og far virkelig vidste, hvad han foretog sig. Mohammet, der var yngre og mere optimistisk, var imod at forlade hjemmet, men Kerim havde brugt sin autoritet som den ældre broder til at få ham til at gå med. Han håbede, at det var det rigtige at gøre.

De gled ud af døren, og bevægede sig så stille som muligt gennem stræderne, mens de holdt sig i skyggerne, og holdt øje med patruljer. Den klare måne gjorde det mere farligt, men de kendte landsbyen, som deres eget hjem, og også patruljernes rutiner. Kerim var ked af at forlade alt, men nu ville han slutte sig til gruppen i bjer­gene, som han spionerede for. Lederen Ensar Biter var berømt i området, og Kerim ville med glæde dø for ham. På en måde ville det blive en lettelse for ham, at han ikke længere skulle leve et dobbeltliv, hvor han skulle dække over sine aktiviteter og lade som om, at han levede almindeligt.

Sneen var væk fra byens stræder, men natteluften var stadig kølig. Da han nærmede sig skoven, mærkede han en ren pikant duft af pinjenåle, der stak ham i næsen. Han nød duften. Plud­selig mærkede han, at Mohammet ikke længere var bag ham, og vendte sig om. Han så en mørk skikkelse, der løb i den modsatte retning. Kerim indså, at Mohammet var på vej tilbage til hjemmet. Han ville ikke komme med til bjergene med sin bror. Han måtte stoppe sig selv, for ikke at løbe efter ham for at få ham tilbage. Kerim vendte sig. Han kunne ikke tvinge Mohammet, og han havde allerede brugt alle argumenter, for at overtale ham til at komme med.

Han så igen efter, om der var patruljer, og lod landsbyen bag sig. Så faldt han ned på hænder og knæ, og arbejdede sig forsigtigt rundt om det bevogtede checkpoint i udkanten af byen. Han lagde sig helt fladt, da en soldat lænede sig over en mur for at se i hans retning. Tilsyneladende tilfreds vendte vagten sig om, og Kerim kravlede forbi posten og dens ruller af pigtråd, indtil et klippestykke skjulte ham. Så begyndte han at gå op ad bjergsiden, og forcerede klipperne med en bjergbestigers stærke ben.

Mange timer senere, kom han ud i det åbne ved en bjergeng. De snedækkede bjergtoppe tårnede sig op over ham til alle sider, deres takker skinnede mod himlen. En ren kold vind blæste ham i ansigtet. Månelyset kastede lange skygger, da månen var ved at gå ned bag ham. Han gik langsomt med sine åbne hænder foran sig, og ventede på at blive genkendt. En mand dukkede op på en klippe og signalerede til ham, og han drejede i samme retning. Selvom der ikke længere var nogen i syne, gik han ind under klipperne, hvor manden havde stået, og efter et par minutter gik han sin fætter Anwar i møde.

”Hvad sker der?”

”Jeg var nødt til at tage af sted. De tog folk, som kendte mig, og det var for farligt at blive der.”

”OK. Kom og hils på chefen.” Anwar spildte ikke tid på lige­gyldige spørgsmål. De kendte alle omkostningerne ved kampen. Deres familier betalte prisen for deres handlinger, men mange uskyldige mennesker, som ikke havde gjort noget mod staten, blev straffet lige så hårdt. Man sagde, at en kurder enten døde for sit land eller for sin kvinde, og disse unge mænd troede på, at de kæmpede for deres nations overlevelse. Ikke alle i deres familier bakkede op om den væbnede opstand, men mange var stolte af dem. De fleste var parate til at støtte deres kamp, hvordan de end kunne. Kurdernes historie, deres identitet, var krigernes, og for politiet og soldaterne gjorde det ikke den store forskel, hvem der var oprører, og hvem der ikke var.

Anwar førte Kerim til en grotte, hvor han talte med en mand, der bevogtede indgangen. Den gråsprængte leder af gruppen Ensar Biter dukkede op fra grottens røgfyldte indre, mens han gned sine stubbede kinder med sine knoer.

”God morgen, Kerim. Er du kommet for at blive? Kom og få noget te.” Han ledte ham til bålet bagerst i grotten.

Ensar var en karismatisk leder, som var kendt over hele regionen. Han havde trænet i partisanlejrene inde i Irak, og var derefter vendt tilbage til sit hjemmeområde. Tæt ved den iranske grænse var der altid militæraktivitet. Han havde samlet en gruppe af modstandskæmpere omkring sig, mange af dem beslægtede med hinanden. De fleste af dem var lokale fyre, der var kommet direkte til ham. Han sendte dem sydpå for at blive trænet, og de kom tilbage for at kæmpe med ham i det område, hvor de var vokset op.

Efter en time, hvor Ensar havde lirket enhver mulig bid af infor­mation ud af hans trætte hjerne, fik Kerim lov til at gå med Anwar til en anden grotte, hvor han kunne lægge sig og sove. Han havde nu sluttet sig til mændene i bjergene, og hans liv ville aldrig blive det samme igen. Alle vidste, at de mænd der tog til bjergene, sikkert ville dø der. For deres familier var de allerede døde. Men mens han faldt i søvn, huskede Kerim et blomsteransigt tilhørende en pige, der stod på en bus, og hans erindring blev en drøm, hvor de stod og lo på en solbeskinnet eng mellem deres får.

 

 

Kristian Larsen, februar 2016